Der er ikke langt fra staldene til vandet på Allesgårde, hvor Juelsminde-halvøens bølgende landskab strækker sig ned mod As Vig. Her, mellem Horsens og Juelsminde, har Ole og Martin Jespersen på få år skabt en moderne landbrugsvirksomhed, hvor ambitioner, godt landmandskab og et vellykket generationsskifte går hånd i hånd.
Ole og Martin Jespersen – onkel og nevø – driver i fællesskab I/S Jespersen. Før generationsskiftet havde Ole drevet landbrug med Martins far, Peter Jespersen, med en besætning på 150 køer. Men da Martin skulle ind i virksomheden, valgte familien at tænke stort frem for at fortsætte med et nedslidt produktionsapparat.
Resultatet blev et omfattende nybyggeri, der begyndte i 2019, og en bedrift, som siden har udviklet sig markant. I dag omfatter virksomheden også 600 hektar planteavl, der sikrer en betydelig selvforsyning med foder. Første malkning var i slutningen af november 2019.
Fra stalden til fremtidens fodring
Onsdag den 18. november får mælkeproducenter fra hele landet mulighed for at komme tæt på virksomheden, når EDF Danmark holder sit årlige, åbne stormøde under overskriften Fodring i den nye virkelighed.
Dagen begynder klokken 9.30 hos I/S Jespersen på Gludvej 79, hvor de to ejere viser rundt og fortæller om virksomheden. Her bliver der mulighed for at opleve, hvordan et moderne produktionsanlæg fungerer i praksis, inden deltagerne fortsætter til Juelsminde Hallerne.
Efter frokost sætter Jens Toksvig Bjerre, EDF Star og driftsøkonomikonsulent i Spiras, fokus på EDF og økonomien i dansk mælkeproduktion, mens Martin og Ole Jespersen fortæller historien om familievirksomheden. Sammen dykker de efterfølgende ned i bedriftens økonomiske og produktionsmæssige nøgletal.
Fodringen får en central plads, når Anne Mette Søndergaard fortæller om mulighederne for at kombinere høj mælkeydelse, bedre økonomi og mere holdbare køer med mindre majs og mere græs i foderrationen.
Dagens internationale perspektiv kommer fra Koen Op 't Roodt, der tidligere drev mælkeproduktion i Belgien, men blev opkøbt af staten. I 2025 tog han springet til Normandiet i Frankrig, hvor han i dag driver en bedrift med 430 køer. Han fortæller om at begynde forfra og finde nye muligheder i et andet land.
Stormødet afsluttes med en paneldebat, hvor dagens indlægsholdere diskuterer fremtidens udfordringer og muligheder for mælkeproducenterne.
EDF Danmark er en uafhængig og upolitisk forening bestående af moderne og fremtidsorienterede mælkeproducenter. Foreningen blev grundlagt i 1991 og fungerer som et forum, hvor medlemmer deler erfaring og viden med henblik på at opnå bedre økonomiske resultater.
Der er åbent for tilmelding på: dairyfarmer.dk
